Gravrøvernes landsby

Et link til Egyptens oldtidshistorie er skåret over.

 

Den største menneskeflytning i nyere tid er netop nu i gang i det sydlige Egypten.

Bulldozere er rykket ind landsbyen Sheikh Abd el Qurna på vestbredden ved Luxor. 3200 familier har af myndighederne fået besked på - en gang for alle - at flytte fra deres hjem. Fortvivlet står de og betragter at deres bolig jævnes med jorden. Bevæbnede soldater beskytter nedbrydningsarbejderne mod stenkast og overfald. En årelang kamp er tabt!

Få timer efter beboerne nølende har forladt deres huse, bliver husene brutalt revet ned og bunker af murbrokker er de sørgelige rester af familiernes lange liv på bjergskråningen.

Sheikh Abd el Qurna – de dødes huse – er kendt som gravrøvernes landsby.

Indbyggerne nedstammer i lige linje fra de folk, der udførte det grove udgravningsarbejde, da europæiske arkæologer i 1800 og 1900-tallet foretog de berømte udgravninger af hele området, hvor kulminationen blev fundet af Tutankhamons grav i november 1922. Måske kan deres slægt føres helt tilbage til oldtidens gravrøvere for tusinder af år siden.

Her ved foden af de gule kalkstensbjerge tæt ved Dronning Hatshepsuts Dødetempel byggede de deres huse direkte oven på flere hundrede rigmandsgrave fra oldtidens Egypten.

Det betød, at beboerne yderst nemt uhindret kunne grave under stuegulvet ned i jorden og frem til gravkamre med mumier og kostbarheder. Skattene blev uden om de officielle kanaler solgt til interesserede rigmænd og museer og er i dag spredt over hele verden.

Det formodes, at gravene i dag er tømte, men hvor mange uopdagede skatkamre der stadig gemmer sig i jorden vides ikke.

Det vil amerikanske og europæiske arkæologer begynde at efterforske, når de til efteråret og vinter rykker ind i Qurna og begynder at grave. Endelig kan arkæologerne komme til – håbet om at gøre store opdagelser og kostbare fund får de pengestærke fonde til at rykke op med gigantiske penge-summer. En helt anden interessekamp er i fuld gang.

 

Den egyptiske regering har længe ønsket at flytte alle beboerne i Qurna til nye beboelser øst og nord for landsbyen og derefter rive alle de gamle huse ned. I 1948 byggede den berømte egyptiske arkitekt Hassan Fathy en helt ny og meget smuk landsby nogle få kilometer øst for Qurna. Men befolkningen i Qurna ønskede ikke at flytte, og det storstilede projekt blev dengang en kæmpefiasko.

Regeringen har så for få år siden igen gjort et nyt forsøg. Fem kilometer mod nord på et vindblæst ørkenplateau er en helt nybygget landsby "Ny Qurna" skudt op. Her er bygget både skole og moske. Alle huse er med indlagt el, vand og toilet. Men også disse huse har - indtil nu - stort set alle stået tomme - for Qurnas indbyggere har hårdnakket nægtet at flytte sig.

 

Mellem Qurnas huse ligger offentlige tilgængelige grave, som arkæologerne i tidernes morgen var heldige at finde, før de blev helt skjult af gravrøvernes husbyggeri. Turister kan her bl.a. besøge Nakhts grav nr. 52, Ramoses grav nr. 55, Mennas grav nr. 69, Sennefers grav nr. 96 og Rekmires grav nr. 100.

Gravene er kendt for deres farverige vægbilleder, der viser hverdagslivet, som det blev levet i oldtidens Egypten.

Turisternes besøg har givet arbejde til mange af beboerne i Qurna. De har fungeret som vagtmænd og guider ved gravene, de har solgt postkort og souvenirs og har i små værksteder fremstillet efterligninger af vægmalerierne og andre kopier af egyptiske genstande, som er blevet solgt til turisterne.

Nogle har også forsøgt i det skjulte at sælge ”ægte”, ”originale” antikviteter til interesserede købere – men varernes ægthed drages i tvivl. Og alligevel går snakken og sladderen bestandig: at beboerne stadig finder tusindårige gamle fund i de mørke grave, og det er den dybere årsag til deres modvilje mod at afgive området.

 

Men nu er det slut! I december 06 rykkede bulldozerne ind og begyndte nedrivningen, og her i slutningen af sommeren 07 er over halvdelen af de gamle soltørrede lerstenshuse væltet omkuld. Nogle af beboerne er flyttet frivilligt, men mange har kun med stor modvilje taget imod tilbudet om genhusning i ”Ny Qurna”, og flere føler sig direkte tvangsflyttet.

 

På et vindblæst ørkenplateau 5 km. nord for Qurna venter en helt nyopført bydel på de sidste indflyttere. I rækker og geled ligger hus ved hus i det gule ørkensand og byder sig til med boliger bestående af 2-3 rum med køkken, toilet og et lille indelukke til dyrehold. Her er indlagt vand og el. Her er cementgulv og pudsede vægge. Alle husene er malet gule. Nogle steder er der i ørkensandet rejst elmaster med lygter. Nogle steder er der påbegyndt planering af veje. Her er delvist tomt og her er meget, meget stille.

På en stenbænk foran et af husene sidder Ali Ahmed Hassan og stier tomt ud over den endeløse række af huse, der stadig lugter af cementmørtel. Det er kun få dage siden, han kunne sidde på træbænken foran familiens hus i Qurna og betragte sin slægt stolthed: Nakts Grav nr. 52.

I dag er der intet tilbage af hans fødehjem. Kun en bunke sten med få rester af blåmalet vægpuds vidner om, at her lå en bolig, der i forgårs rummede 6 personer. En bolig der i slægtsled på slægtsled har huset en stolt familie.

I slutningen af 1800 tallet blev Nakts grav fundet under slægtens daværende hus. Familien fik bygget et par huse lige ved siden af, og i begyndelsen af 1900 tallet, blev graven åbnet for offentligheden. Lige siden har den grav og de øvrige grave i området, været en del af familiens arbejdssted og derigennem givet den en smule indtægt.

 

Oldefar, bedstefar og far blev født i huset – Ali og hans 4 søskende er født i huset – fester, helligdage, bryllupper og begravelser har huset lagt vægge til. Nu er det borte, og fremtiden for familien er usikker.

 

En usikkerhed de fleste af Qurnas beboere føler.

 

"For hvad skal vi leve af?" spørger mange. "Her har vi haft vores - om end den har været lille – indtjening fra vores arbejde ved gravene." "Hvad skal vi leve af ude i den nye ørkenby?”

 

”Hvorfor skulle vi flytte?" "Turisterne vil savne os.” "Vi er de eneste, der kender stederne her - vi hjælper turisterne - vi passer på dem.”

 

"Qurna vil komme til at ligne et åbent museum helt uden liv - kun turister og sikkerhedsvagter.”

"Turisterne vil ikke kun se templer og grave, de vil også møde det almindelige egyptiske hverdagsliv.”

 

"Vi er en del af den egyptiske historie - vi hører til i Qurna!”

 

Men kun kort tid endnu. Om få måneder har myndigheder gennemført deres plan. 3200 egyptiske familier er blevet flyttet ud i ørkenen væk fra deres fælles historie. Qurna vil være renset for galabiaklædte børn og voksne. Det arabiske sprog vil ikke længere være det dominerende. Engelsk, tysk og fransk vil lyde fra arkæologernes tunger. De store firehjulstrækkere vil være placeret tæt ved de nye udgravninger. Bomuldsklædte universitetsfolk med brede hatte og store vandflasker inde for rækkevidde vil færdes over og under jorden.

Turisterne vil ikke længere blive ”generet” af tiggende børn. Fattigdom og armod ikke længere være synlig. Ved solnedgang vil intet æsel skryde ud i horisonten. Duften af bål og mad vil ikke kunne registreres.

Men de sortuniformerede politifolk med maskinpistoler vil stadig være her! De vil hilse de besøgende med. ”Hello – where are you from?” De vil sikkert tigge en cigaret? Og måske vil de nu få del i den bakshis (drikkepenge) enhver turist medbringer.

 

Qurna – gravrøvernes landsby vil om kort tid være fortid.

 

Et link til oldtidens Egypten er skåret over.