Sidste nyt

Sidste nyt


Carter House

En ny spændende seværdighed på Vestbredden ved Luxor er åbnet for besøgende. Det hus, hvor den berømte opdager Howard Carter (1874-1939) boede, da han i 1922 opdagede Tutankhamons grav, er nu for første gang tilgængelig for offentligheden.


Huset blev opført af Lord Carnarvon, der i begyndelsen af 1900 tallet finansierede udgravninger i en del af Kongernes Dal og havde ansat Howard Carter til at lede arbejdet.


Howard Carter boede og arbejdede i huset i adskillige år – det var herfra, han hver morgen i en lille hestetrukket vogn eller på æselryg begav sig på en km. lang tur op mod Kongernes Dal og frem til dagens udgravninger. 


Huset har gennemgået en omfattende restaurering og fremstår i dag med møbler og andet inventar fra datiden,

som et fint lille museum for en stor opdager.


Carters hus

Besøgende kan træde ind i Howard Carters arbejdsværelse og private soverum. Flere tegninger fra Carters hånd og nogle af hans registreringskort er udstillet. Et fotografisk laboratorium er genskabt. Spisestuen er genetableret, og det rum, hvor Lord Carnarvon opholdt sig, når ham boede på Vestbredden, er ligeledes tilgængeligt.



En lang række fotografier af Carter og Lord Carnarvon samt mange fotografier fra udgravningspladsen og selve graven er ophængt og illustrerer den spændende historie, da graven blev opdaget den 4. november 1922 og de efterfølgende års udgravning, tømning af graven og konservering af skattene.


Det er gratis at besøge huset, der ligger lige ved vejen, der svinger op mod Kongernes Dal. En udendørs café er ved at blive etableret, og der er allerede nu skabt fine toiletfaciliteter for de besøgende.


 


Holger Bro