Nilens børn må arbejde, arbejde, arbejde.
Hver dag bliver mange nye børn født, mange nye munde skal mættes; hver dag bliver kampen for at overleve vanskeligere!
Vil og kan fremtiden ændre disse forhold og give børnene og deres familier en bedre tilværelse?
Da Aswan-dæmningen blev færdig i 1970 var forventningen, at leveforholdene for hele den egyptiske befolkning og især for de fattige fellaher blev væsentligt forbedret. Men sådan er det ikke gået!
Ganske vist er landbruget i det store deltaområde ved Middelhavet blomstret op. Her benyttes moderne dyrkningsmetoder med motoriserede landbrugsmaskiner - her tjener statslandbrugene gode penge.
Men fellaherne har ikke på de små, selvejede jorde haft mulighed for at ændre dyrkningsmetoderne - de har ikke haft indsigt og har ikke fået hjælp. Her leves livet efter traditionsbundne regler og metoder og med alt for mange munde at mætte.
Befolkningstilvæksten er på ca. 1,5 million om året, og det forstærker problemerne såvel for landet som for den enkelte. Helt nye vanskeligheder så som udpining og forsaltning af jorden, samt dræning må fellaherne nu også slås med. Hvor det tidligere var muligt at nedsætte arbejdsbyrden i de varmeste sommermåneder, er det nu helt nødvendigt at arbejde hele året.
Alle må arbejde hårdt - også børnene.
De betaler en stor pris.
Hvordan disse fattige børn - i en befolkning hvor 40 millioner er under 15 år - skal løfte og ændre tilstandene er meget vanskeligt at se.
Halvdelen af Egyptens befolkning på 75 millioner er børn under 15 år. Overalt møder man nysgerrige og glade børn - overalt møder man børn, der arbejder.
For den fattige egyptiske familie er børnenes arbejdsindsats en livsnødvendighed. Alle må hjælpe til, for at den kan overleve.
Fotografierne er alle taget på en rejse til det sydlige Egypten. De fleste stammer fra Vestbredden syd for Luxor. Tæt ved Nilens bred på de opdyrkede marker og i de nærliggende små landsbyer lever disse børn og deres familier.
Når man rejser gennem Nildalen, bliver man forbavset over, hvor primitivt bønderne, fellaherne stadig opdyrker jorden - det føles, som om livet ikke har ændret sig i århundreder - ja, i årtusinder.
En fellahfamilie ejer kun et lille stykke jord, 1 - 2 tdr. land, som er inddelt i et antal små marker, hvor afgrøderne sukkerrør, majs, byg, hvede, kløver og grøntsager skiftevis dyrkes.
Alle marker kunstvandes med Nilens vand, der via et enkelt pumpesystem hentes fra floden. Hvor det er geografisk muligt graves større og mindre kanaler, der kan lede vandet flere km. ind i ørkenen, og derved bevirke en udvidelse af landsbrugsarealet.
Det er med ganske simple og primitive redskaber jorden dyrkes. Hakkejernet, det ældste af alle redskaber i landbruget, er opfundet i Egypten for over 5000 år siden, og sammen med en æsel- eller oksetrukket plov og et høstsegl er de fellahernes eneste arbejdsredskaber den dag i dag.
En familie er almindeligvis selvforsynende med grøntsager, og måske har de mulighed for et mindre overskud, der så kan sælges på det lokale marked.
Dyreholdet består af et par æsler, en okse, måske en vandbøffel, nogle geder og lidt fjerkræ, som alle færdes lige omkring boligen.
De fleste huse er bygget efter ældgammel tradition af soltørrede lersten. Fellaherne fremstiller selv stenene af ler, halm og gødning. De isolerer godt mod både nattens kulde og dagens varme - men i den varmeste periode om sommeren, hvor temperaturen kan nå op mod de 50 grader, kan de ikke modstå varmen, og da er det umuligt at finde kølighed noget sted.
Husene består af 2-3 rum. Det ene rum kan fungere som stald for dyrene, men de kan også have deres egen afdeling i et andet mindre hus.
Husene har alle fladt tag, som bruges til opbevaring af husgeråd, som sovested i den varmeste periode og som legested for børnene.
Det første rum man kommer ind i er "gæsterummet". Her modtager familien gæster og fremmede, som kommer på besøg. En lav bænk langs væggen er eneste møbel. Til daglig benyttes rummet af familiens mandlige medlemmer til samvær og snak.
Det bagvedliggende rum benyttes af kvinderne til madlavning og andre kvindelige sysler. Har familien kun to rum, bruges det også som soverum for alle.
Lige uden for huset findes en lerovn og måske et åbent ildsted.
En bondefamilie er almindeligvis større end den gennemsnitlige egyptiske familie. En børneflok på 8-10 anses af mange fellaher for nødvendig. Børnene er yderst vigtige som arbejdskraft på egne marker, men kan også lejes ud til andre bønder i de store sæsonhøstperioder.
Familiens ældste medlemmer såsom bedstefar, bedstemor, ugifte brødre og søstre kan også være en del af bofællesskabet.
Mange af kvinderne er klædt i en lang sort, dækkende dragt fra top til tå. Tidligere bar alle kvinder denne klædedragt, men i dag ser man også mange yngre kvinder iført farvestrålende lange kjoler med eller uden tørklæde.
Mændene og drengene går i en lang hvid, lys eller stribet kjortel af bomuld - en galabia. Den kan forekomme i mørkere farver - især indigoblå.
Familieflokken arbejder dagen lang på de små jorde. Man hjælper til, hvor der er brug for en.
Mændene og børnene fører an i markarbejdet, men er der brug for ekstra hjælp, træder kvinderne naturligt til. Deres arbejdsområde er ellers at lave mad, holde rent i og omkring boligen, vaske tøj og passe børnene. De ældste piger hjælper deres mor og oplæres herigennem til deres kommende rolle som husmor.
Alle familiens børn er beskæftiget dagen lang med at arbejde, selv ganske små børn har en rolle at udfylde.
I de tidlige morgentimer skal der hentes foder til kreaturerne - nogle af dem skal måske på græs og vogtes. De skal alle have vand fra kanalerne. Der skal fra de lokale vandboringer hentes vand til husholdningsbrug. Mange gange må børnene fragte vandet over store afstande.
Markernes overrisling af Nilens vand skal passes. De små jordvolde, der omkranser de små kvadratiske eller rektangulære marker, skal åbnes eller lukkes.
Der skal hakkes og luges - der skal høstes, der skal tærskes.
Marker skal drænes - jord skal gødskes - marker skal afbrændes.
Der skal slæbes ud, der skal slæbes hjem.
Høje daddelpalmer må bestiges.
Løbske dyr må indfanges.
Soltørrede lersten må formes og vendes.
Gødning må indsamles til brændsel.
Fisk fra Nilen må fanges.
Fugle- og rottefælder må efterses.
Brød skal bages - tøj skal vaskes.
Frugt og grønt skal sælges på markedet
eller i basaren.
Små søskende må passes.
Der skal snakkes og gås tur med den blinde bedstefar.
Far skal hjælpes - mor skal hjælpes - onkel og tante skal hjælpes.
og børnene må arbejde for naboen eller den store bonde, hvis far har bestemt det sådan.
Som omtalt i indledningen er børnenes arbejdsindsats en livsnødvendighed for den fattige egyptiske familie. Alle må hjælpe til, for at familien kan overleve!
Dette forhold er kendt overalt i verdens u-lande blandt fattige bønderfamilier - børnene må af nødvendighed deltage i det daglige arbejde på lige fod med de voksne.
Der er ofte tale om meget hårdt fysisk arbejde og meget lange arbejdsdage - børnenes alder taget i betragtning. Disse betingelser i børnenes opvækst får mange gange uheldig betydning for deres psykiske og fysiske udvikling. Nogle børn hæmmes i vækst - nogle børn slider sig til krøblinger.
En fellahfamilies afhængighed af børnenes arbejdsindsats betyder, at en del af børnene aldrig påbegynder skolegang. De bliver ganske simpelt holdt hjemme fra skole, og selv om landet har under-visningspligt for alle, ser myndighederne gennem fingrene med det. De officielle egyptiske tal fortæller, at 15% af børnene aldrig kommer i skole - aldrig får lært at læse og skrive.
Det er især pigerne, som forhindres i skolegang. Et par af drengene i en søskendeflok får måske lov - resten inkl. pigerne holdes hjemme for at arbejde.
At få lov at komme i skole opleves af børnene som at få et pusterum. Ganske vist er disciplinen streng, og man kan nemt blive straffet og slået. Men her er der også megen tid til leg, latter og sang; og gennem lærerens fortælling og undervisning åbner en helt ny og spændende verden sig for disse fattige børn. Oplevelserne kan også bringes med hjem og derigennem berige hele familien.
Der er 5 års grundskole fra 6. til 12. år. De fleste børn stopper her! Derefter er der mulighed for yderligere 3 år i forberedelsesskole og følgende 3 år i gymnasiet.
De fleste grundskoler underviser både piger og drenge, som kan gå i samme klasse. Men samme skole kan også opdele eleverne i rene pige- og drengeklasser. Nogle skoler er helt forbeholdt piger; andre skoler er kun for drenge. I grundskolen kan der nemt være 40 elever i hver klasse.
Det er almindeligt med formiddagsskole for nogle klasser og eftermiddagsskole for andre.
En stor del af undervisningen foregår ved korlæsning. Læreren eller en dygtig elev læser for, og alle gentager i kor. Minut efter minut - time efter time.
Udover den almindelige faglige undervisning oplyser skolerne bl.a. også om rigtig ernæring og hygiejne. Det er emner, som er vigtige at bringe ud til de fattige fellahfamilier og påvirke dem i dagligdagen, så de simple leveforhold kan forbedres.
De yngste børn bærer grå/brune kitler over deres eget tøj. De lidt større piger er alle klædt i ens mørkeblå skoleuniformer med hvidt tørklæde.
De større drenge har derimod ingen uniform, men er alle klædt i det fineste vestlige tøj, såsom bukser og skjorte.
De yngste elever og pigerne har en skoletaske med hver dag. De mellemste og ældste drenge bærer altid skolebøgerne i hånden!
( De ovenfor omtale skoleforhold omhandler kun statens skoler på landet. Derudover findes der i Egypten mange private skoler, udenlandske skoler, koranskoler og kristne skoler med forskelligt indhold).
Hvis fellaherne er bosat nær en mindre eller større by, søger mange af børnene hertil for at arbejde i småindustrier, hos håndværkere og i basaren.
Arbejdsdagen kan blive ekstra lang for disse børn, hvis de først skal arbejde derhjemme, derefter måske i skole og så om aftenen arbejde i værkstederne. Lønnen i byen er yderst beskeden - men også den er nødvendig.