Indenfor Murene


Indenfor Murene


Filmet og tilrettelagt af Holger Bro



"Indenfor murene" er en af de store danske klassikere med en handling og konflikt der rammer direkte ned i vor tid. ” Vi gamle vil eet, men de unge vil noget andet ”, som den jødiske mor Fru Levin siger så forsonende. For Hr. Levin er det noget andet, det skal være som det altid har været. Han holder fast i traditioner og religion, men hvad hjælper det, når de unge vil forandring, rive murene ned, åbne op for hinanden og mødes i kærlighed.


Om man er jøde eller kristen er for dem ikke det vigtigste.


Hele fundamentet for den gamle Hr. Levins livsanskuelse får et grundstød, da hans elskede datter Esther forlover sig med en kristen.


Og så oven i købet en søn af hans dødsfjende. Livet indenfor murene står for fald, tolerancen må vinde over forstokketheden for ” størst af alt er kærligheden.”


"Indenfor murene" er en forestilling om generationsopgør og religionsopgør, et gribende skuespil fyldt med humor, optimisme og tro på menneskets evne til at forandre sig.


Waage Sandø og Pia Jondal spiller det gamle jødiske ægtepar Levin. Marie Sandø Jondal deres datter Esther, sønnerne Hugo og Jacob spilles af Jan Meyer og Frank Rubæk. Peter Pilegaard spiller Meyer, og” dødsfjenderne” ægteparret Herming spilles af Henrik Larsen og Helle Merete Sørensen